Befolknings- og elevtalsprognose
I befolknings- og elevtalsprognosen fremskrives de kendte befolknings- og elevtal på baggrund af en forventet udvikling i antallet af fødte og døde samt til- og fraflyttede.
Befolknings- og elevtalsprognose for Dragør Kommune 2026-2036
Formålet med prognosen er at estimere kommunens befolkningstal til brug for fremtidig budgetlægning og planlægning.
Grundet kommunens serviceområder er særligt børneårgange, børnenes placering i kommunen, antallet af ældre samt fordelingen mellem erhvervsaktive og de ikke-aktive aldersgrupper interessant.
Prognosens usikkerhed stiger i løbet af prognoseperioden. De samfundsmæssige vilkår for befolkningens bevægelser 10 år frem i tiden er vanskelige at forudsige.
I budgetlægningen og de fleste planlægningssituationer er det dog den nære 5-års tidshorisont, der har interesse.
Kommunens folketal er i løbet af 2025 steget med 23 personer, fra 14.451 den 1. januar 2025 til 14.474 den 1. januar 2026.
Sidste års prognose forventede et fald i folketallet på 25 personer, så i alt endte prognosen fra sidste år med at have en afvigelse på 48 personer, flere end der blev realiseret i løbet af 2025.
Samlet set betyder bevægelserne i fødselstal, antal døde og flyttemønstre, at Dragørs folketal forventes at falde i hele prognoseperioden. Det forventede folketal i prognosens slut år 2036 er 13.885 personer.
Antallet af 0-2 årige ventes at stige med 4 pct. i 2027, men ventes herefter at falde igen så der kommer et samlet fald på 4 pct. ved prognoseperiodens udløb i 2036. Antallet af 3-5 årige forventes at falde med 17 pct. frem mod 2036.
Antallet af børn i folkeskolealderen, de 6-16 årige, forventes at stige med 1 pct. frem mod 2029 og derefter falde med samlet 6 pct. frem mod 2035. Dette medfører ligeledes en faldende tilgang til Dragørs folkeskoler.
Den forventede udvikling i antal elever beskrives i Befolknings- og Elevtalsprognosen.
Antallet af 25-34 årige forventes at falde med samlet 7 pct. igennem prognoseperioden.
Aldersgruppen 35-49 årige forventes at falde med 12 pct. i prognoseperioden frem mod 2036. Antallet af 50-64 årige forventes at falde med 7 pct. i prognoseperioden, mens antallet af 65-74 årige forventes at falde med 2 pct. frem mod 2028, hvorefter antallet forventes at stige, så antallet samlet set vil være steget med 7 pct. i slutningen af prognoseperioden.
Aldersgruppen 75-84 år forventes indledningsvist at stige med 2 pct. i 2027, hvorefter det falder gradvist i løbet af resten af prognoseperioden til 7 pct. under det nuværende niveau.
Aldersgruppen ældre end 85 år, forventes at stige med 56 % i prognoseperioden.
Forskydninger i aldersgrupperne betyder, at den erhvervsaktive andel af befolkningen (de 17-64 årige) ændres fra at udgøre 53 pct. i 2026 til at udgøre 51 pct. i 2036.